Velkommen til vores velfungerende andelsforening
-drevet gennem sammenhængskraft

Vi har et tæt fællesskab omkring driften af vores forening og nyder samtidig at være sammen i flere forskellige sociale sammenhænge. Her mødes modenhed og erfaring med livsglæde og relationer.
Vi er beliggende i et roligt og naturgrønt område med forskelligartet byggeri omkring os. Et sammenhængende stisystem binder området sammen. Her er kort afstand til både unik natur, byliv, kultur, indkøb, busforbindelser og byens mange indfaldsveje.
Du har mulighed for at blive skrevet op til en bolig på vores emneliste,
hvis du er +50 år og ikke har hjemmeboende børn.

 

Andelsboliger med komfort og funktionalitet 

Vores boliger er bygget i 1998. De er velindrettede med fokus på komfort og funktionalitet. Alle enheder har gode adgangsforhold med tilhørende terrasser og små haver. Husene har forskellige størrelser og indretning.  De største boliger er forbeholdt par (se yderligere beskrivelser under Dokumenter / husene).
Fælleshuset  ligger i midten af matriklen – med boligerne placeret omkring. Det er indrettet med en stor og lys fællessal, et funktionelt og rummeligt køkken, to gæsteværelser samt bad/toilet på 1. sal, et større værksted og et fælles vaskehus med industrivaskemaskine og tørretumbler.
Området er grønt
med mindre hække, blomsterbuske, plæner og græsrabatter. Særligt de mange frugttræer fryder området. Vi har desuden etableret en lille frugt- og bærhave, som vi er fælles om at passe og sikre en god høst.

 

Organisering, fælles ansvar og sociale arrangementer

Andelsforeningen er organiseret med en bestyrelse samt flere aktive udvalg. Tilsammen sikrer det, at vi i fællesskab tager hånd om alt fra økonomi til vedligehold af både vores fællesområder, boligerne og fælleshuset. Vi har planlagte fællesmøder, som bestyrelsen indkalder til – samt fælles arbejdsdage.
Desuden mødes vi til hyggelige sociale arrangementer gennem året. Vi arrangerer fællesspisning, kaffeeftermiddage, fredagsbar, årstids bestemte sammenkommenster samt andre impulsive kulturelle aktiviteter. Her er mulighed for at deltage i sammenhænge, som passer til netop dig/jer.

 

Perfekt beliggenhed med alt inden for rækkevidde

I Bøgeskovparken nyder vi godt af kort afstand til både busforbindelser og letbanen, – samt nem adgang til byens ringveje og motorvejens syd- og nordgående tilkørsel.
Viby Centret og Mega Syd er tæt på. Her finder du et bredt udvalg af både detail- dagligvarer indkøb.
Vi bor desuden i
gåafstand fra det helt unikke naturområde ved og omkring Brabrand Søen. Særligt kan nævnes et helt fantastisk fugle- og dyreliv samt et stort system af cykel – og gangstier. Ruterne kan bringe dig hele vejen rundt om både Brabrand – og Engsøen, men også direkte ind til Aarhus midtby.